Mentaliseringsbaseret tilgang
Mentalisering handler om at kunne forstå egne og andres hensigter, tanker, handlinger og følelser meningsfuldt.I denne tilgang er fokus lagt på at hjælpe det menneske, jeg møder, med at få et bedre reguleret følelsesliv og med at udvikle evnen til at mærke og forstå andre indefra og sig selv udefra. Når man ikke oplever sig forstået af den anden, kan det være værdifuldt at undersøge både ens egne og den andens perspektiv og intensioner.
Evnen til at kunne mentalisere er grundlaget for, at man kan have stabile relationer og bevare en god selvfølelse. Når man mentaliserer, har man øje for både ens eget og den andens perspektiv samtidig – dette kan være krævende, især når man er ramt af store følelser. Ved at arbejde med sin mentaliseringsevne, træner man evnen til at forstå og til at have en større bevidsthed om sit sind, så man ikke så let fanges af egne skyggesider. Jo bedre man er til at mentalisere, des mere reguleret og afbalanceret vil ens følelsesliv være.
Den mentaliseringsbaserede tilgang vil støtte evnen til at forstå sig selv og den andens tanker, følelser og handlinger. På den måde hjælper tilgangen med at udvikle både personens selv og samspillet med andre mennesker.